Udskriv
Tip en ven

Grønne Kirker

15. januar 2009

Enghave og Bavnehøj Kirker har fra årsskiftet meldt sig ind under initiativet Grøn Kirke. Det handler om klimaforandringer og respekt for skaberværket

– Helt grundlæggende drejer det sig om respekt for skaberværket. Jorden er skabt, og vi er skabt til at tage os af jorden og tage hånd om den og om hinanden., siger sognepræst ved Enghave og Bavnehøj kirker, Thomas Nedergaard.
– Det er det naturligt, at vi som kirke ikke kun taler om det, men også prøver at blive bevidste og gøre noget for både miljø og social retfærdighed, siger han og tilføjer, at hele miljøspørgsmålets nødvendighed er gået op for mange på grund af de så synlige klimaforandringer.
– Selvom vi nu alle kan se og mærke, at miljøet er i krise, så høre jeg alligevel mange gange   - og kan selv tænke - at det alligevel ikke nytter noget med det, jeg kan gøre, for det er jo kun en dråbe i havet. Men nu har vi i Enghave og Bavnehøj valgt at komme med vores dråber. Mange bække små … siger Thomas Nedergaard med et smil.

Mange bække små
Fra årsskiftet har de to kirker meldt sig ind under initiativet Grøn Kirke.
Grøn Kirke er en sammenslutning af kirker, der alle har valgt at ville gøre noget for miljøet og samtidig forsøge at skabe større bevidsthed omkring miljøspørgsmål og den bæredygtige handel, så der er også fokus på social retfærdighed.
– Beslutningen blev taget i menighedsrådet sidste år, og da alle medarbejdere ved kirken også bakker op om det, blev der taget kontakt til Grøn Kirke. For at kunne være med under initiativet skal man kunne opfylde mindst 25 ud af 48 punkter, og det er ikke helt så svært, som mange måske forestiller sig, kan Nedergaard oplyse.
– De fleste punkter er rimelige enkelte, som mange måske i forvejen opfylder. Det kan være sparepærer eller toiletter med lille skyld eller fx er kirkekaffe eller anden økologisk bæredygtig kaffe. Igen mange bække små …

Opmærksomheden om miljøet skærpes
At det ikke er for svært eller kompliceret at opfylde de minimum 25 punkter, hænger sammen med, at initiativet skal få så mange med som muligt. En stor del af initiativet er synliggørelsen og at få folk gjort bevidste omkring miljøinitiativer, og hele processen i Enghave-Bavnehøj har tydeligvis sat mange tanker i gang..
– Vi kan ikke lade være med at fortsætte processen. Vi  går og tænker over det og kommer med forslag til, hvad man ellers kan gøre. Og det er netop en del af intentionen med projektet, fortæller Thomas Nedergaard, der også privat er blevet meget mere opmærksom på forskellige bæredygtige tiltag, man kan gøre derhjemme og i sine private indkøb.

Rengøringsmidler og skaberværket
– Noget af det, der kommer til at blive mest betydningsfuldt, er, at vi er i gang med at lave en handlingsplan for, hvordan vi håndterer det, så det breder sig fra valg af el-pærer og belysning til alle områder i kirkens forbrug. Vi får forskellige ansvarsområder. Fx skal kirketjeneren have ansvaret for miljørigtige og skønsomme rengøringsmidler. Og kirkeværgen skal i fremtiden undersøge energiforbrug ved køb af nye maskiner som fx opvaskemaskine. Der vil også blive holdt en gudstjeneste med temaet ’Skaberværket’, fortæller Nedergaard.

Lad der blive bæredygtig lys
Der bliver også set på alternativ belysning i de to kirker, da de eksisterende lamper kræver stort strømforbrug, og som et af de større tiltag taler menighedsrådet om at få en energimand ud for at få foretaget en energiøkonomisk gennemgang af kirken.

– Så får man udarbejdet et samlet forslag for, hvad man gøre med alt fra udskiftning af oliefyr til bedre isolering og meget andet. Man kan godt blive bidt af, at der rent faktisk er en del, man kan gøre, siger Thomas Nedergaard, der egentlig havde regnet med, at der var endnu flere kirker end der er, der havde meldt sig ind under initiativet Grøn kirke.
– Men det kommer nok, også når de finder ud af, at det ikke er helt så kompliceret at gøre noget.

 

Du kan læse mere om Enghave-Bavnehøj her http://www.enghave-sogn.dk/gronkirke.php og om Grøn Kirke her http://www.gronkirke.dk/

 


 

Charlotte Cappi Grunnet


Oversigt over
Se også

Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København