Udskriv
Tip en ven

Mission og miljø

29. april 2009

Danmission, som er et af dansk missionsvirksomheds store flagskibe, har vedtaget en miljøpolitik, der skal gøre miljøspørgsmålet til andet end tom snak

I Danmark er det de færreste, der i disse uger ser skævt til vejret, også selvom det efter al sandsynlighed har baggrund i miljøpåvirkninger. Men bevæger man sig til Bangladesh eller Sydindien, hvor nogle af Danmissions samarbejdspartnere befinder sig, er de vejrmæssige forandringer af en lang mere radikal og uvenlig art. Derfor har Danmission vedtaget en miljøpolitik, som blandt andet betyder, at selskabet har indført retningslinjer for indkøb og forbrug af el, vand og varme, kompensation for CO2-udslip, samt for ændringer af arbejdet i udlandet pga. klima- og miljøproblemer.

Sammenhæng mellem ord og handling
Ifølge Mogens Kjær, generalsekretær i Danmission, er det en del af baggrunden for, at Danmission på sit årlige repræsentantskabsmøde i september 2008 tilkendegav, at selskabet skulle have en politik og en handlingsplan på området.
– Det er oplagt for os at tage miljøspørgsmålet op og gøre noget konkret ved det. Kærligheden til vores næste og kærligheden til Gud og dermed respekten for hans værk byder os at være uhyre bevidste om, hvordan vi kan være med til at mindske de miljømæssige påvirkninger, som vores samarbejdspartnere allerede nu kæmper med. Tag fx Tanzania. Her falder regnen på uventede tidspunkter, så den traditionelle planlægning af agerbrugsdyrkningen er vanskeliggjort, og samtidig er regnmængden svindende.
Caroline Winther, som er missionsselskabets chefsekretær, supplerer:
– Når vi beder vores samarbejdspartnere om at tage det alvorligt, så er det naturligt også selv at gøre det, forklarer Caroline Winther, der sammen med generalsekretær Mogens Kjær og fagkonsulent Nana Jordt Jørgensen har udarbejdet en overordnet miljøpolitik.

Handling
Den overordnede politik består dels af en begrundelse for, hvorfor miljøspørgsmålet skal tages alvorligt samt en række praktiske anvisninger på, hvordan det mere konkret skal føres ud i livet, både i det internationale arbejde og i ’kontorholdet’ i Danmark. Og selvom der er et stykke vej endnu før den endelige handlingsplan ligger klar, er de første konkrete tiltag gjort og flere er på vej. – Vi er i gang med at nedsætte en arbejdsgruppe, hvor et bredere udsnit af vores organisation er repræsenteret, som skal komme med forslag til implementering og udførelse af miljøpolitikken på baggrund af den overordnede politik, udtaler Caroline Winther.
Arbejdsgruppen bliver nedsat i maj, og Mogens Kjær anslår, at gruppen vil komme med sit forslag til implementering af miljøpolitikken efter sommerferien.

Danmissions politik for miljø og klima kan downloades som pdf-fil her

 
Kirsten Mose


Oversigt over
Se også

Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København