Kirkens klimagruppe er i arbejdstøjet
20. maj 2009
Roskilde bispen, Peter Fischer-Møller, har fra gammel tid af været engageret i miljøspørgsmål. Med stav i hånd er det nu for alvor blevet muligt for ham, at sætte gang i en bredere indsats. Vi mødte ham for at tale om kirkens rolle i klimadebatten
Det er en veloplagt biskop, jeg sidder overfor. Nu et år efter at Peter Fischer-Møller blev indviet til Biskop i Roskilde Domkirke, begynder der ikke kun at være has på dræbersneglene i bispegårdens have. Gulerødderne gror, drivhuset er sat op og arbejdet er gået i gang med at passe vingården. Det er tydeligt, at biskoppen har fundet en stemme frem, præget af en ny og anderledes naturlig myndighed. En stemme, der taler om netop det, som han brænder for – og egentlig altid har haft som en drivkraft i sit liv. Det er en miljøengageret biskop, jeg sidder overfor.
- Jeg brænder for det her. Det gør vi faktisk begge. Det er ikke fordi vi gennem årene har gjort så meget mere end andre, men vi engagerede os nok tidligere. Eksempelvis fik vi for masser af år siden sat solfangere op på præstegårdens tag i Terslev, så vi kunne klare os uden at bruge olie til opvarmning om sommeren. Senere slog jeg også et slag for det som provst. Jeg var eksempelvis glad for kravet om energiattester, da det blev indført. Sammen med provstiets bygningssagkyndige, blev det planlagt, hvordan alle provstiets bygninger blev energicertificerede. Ja, ude i Petersborg endte det endda med at kirken fik et jordvarmeanlæg. Sådan har vi arbejdet med det hen ad vejen, fortæller biskoppen og tilføjer lidt eftertænksomt:
- Jeg tror, vores tidlige engagement blev affødt af at min kone er biolog og i dag leder af deponi – og genbrugsafdelingen i Næstved, så på en måde har vi altid tænkt i de baner. Men det er klart, at hele problemkomplekset er blevet betydeligt mere påtrængende med den igangværende klimadebat, fortæller han videre.
Et biskoppeligt engagement
- Da jeg så blev biskop, gav det mulighed for at drøfte med mine bispekolleger, om vi ikke skulle gøre en indsats på dette område. Jeg syntes nemlig, at vi som kirke kan bidrage på nogle meget væsentlige punkter i forhold til den almindelige folkelige debat. Vi blev derfor enige om at jeg skulle tage kontakt med klimagruppen, der er nedsat i regi af Danske Kirkers Råd, for at bede om, at også vi blev repræsenteret. Udover mig sidder så den grønlandske biskop, Sofie Petersen, i gruppen, der i øvrigt består af repræsentanter for en række af de øvrige kirkesamfund i landet. Indtil nu har klimagruppens arbejde bestået i at organisere en hjemmeside, en række grønne aviser forskellige møder og konferencer samt forberede den kirkelige markering i forbindelse med klimatopmødet i december.
Fejring af skaberværket
Ellers går selve arbejdet i klimagruppen ud på at tilrettelægge forskellige kirkelige markeringer under topmødet i december. Søndag den 13. december er der således en økumenisk gudstjeneste i Domkirken i København, hvor den engelske ærkebiskop Rowan Williams prædiker. Gudstjenesten vil i øvrigt blive fulgt op med en kimen med klokkerne, gerne over hele verden. Alle kirker opfordres derfor til præcis klokken 15.00 at lade klokkerne lyde med 350 slag. Ideen stammer fra gamle dage, hvor kirkeklokkerne blev brugt, hvis der var krig, brand eller andre katastrofer så som stormflod eller pest. Indtil 1994 indgik kirkeklokkerne i beredskabet i tilfælde af radioaktivt nedfald. I dag er en ny trussel imidlertid opstået mod Guds skaberværk, nemlig klimatruslen. Sådan hedder det hedder det i den officielle omtale af projektet på klimagruppens hjemmeside. Derfor opfordres alle kirker landet over til at lade klokkerne kime som om der var krig.
En sproglig opgave
Klokkeringningen er dog naturligvis kun en gimmick beregnet på at skabe opmærksomhed, fortæller biskoppen, der da også er engageret på et meget dybere plan. Kirken kan nemlig virkelig bidrage med nogle vigtige perspektiver i forhold til den almindelige samfundsmæssige debat om miljøspørgsmålene, mener Peter Fischer-Møller.
- For det første vil jeg naturligvis pege på, at vi i kirken virkelig kan blive bedre til at feje for egen dør og simpelthen spare meget mere. Det bør vi gøre. Men vores opgave rækker meget videre. Vi har nemlig adgang til et poetisk-religiøst sprog, som kan bruges til at tale om disse ting, så det ikke bare bliver et spørgsmål om omsorgen for livløs materie. Jeg oplever, at vi i de brede sammenhænge har en meget funktionalistisk og teknokratisk debat, der fokuserer på at ”at det her kommer til at gøre ondt på os og gå ud over os”. I religiøse termer handler det imidlertid om noget mere . I en kristen eller religiøs optik handler det om, at livet er godt i sig selv og vi skal have agtelse for det. Denne agtelse kalder på lovsangens sprog. Desuden skal vi som kristne mennesker være bevidste om, at vi jo ikke kun står til ansvar for os selv, men i lige så høj grad hinanden. Det kalder på kærlighedens sprog. Det er vigtigt at lære disse sprog. Derigennem kan vi nemlig blive bedre til at tale om vores ansvar i et videre perspektiv og i et fremtidigt perspektiv.
Forvaltere snarere end direktører
- For det første åbner dette sprog nemlig op for evighedens perspektiv. Jorden har vi ikke fået af vores forældre, men lånt den af vores børn, det ser vi tydeligt, når vi taler religiøst og poetisk om verden. Desuden ser vi også bedre et andet forhold, nemlig at vi har en helt elementær forpligtelse og omsorg for de mest udsatte i denne verden. Vi er simpelthen kaldet til at være fortalere for dem, der har det sværest: Menneskene i Oceanien, hvor vandstigningerne æder sig ind på jord og hjem, de udsatte mennesker i Antarktis, der mister deres fangerliv og afrikanerne, der lever på kanten af de store ørkendannelser. Det er mennesker, som ikke har ressourcerne til at bygge et værn mod klimaforandringerne, og som i særlig grad er udsatte. Vi er kaldet til at udøve retfærdighed og omsorg over for disse fremmede, vores svageste medmennesker. Deres anliggende skal vi give mund og mæle. For at kunne løfte denne opgave må vi imidlertid øve os i at tale et nyt sprog, eller mere præcist det religiøst- poetiske sprog, som er agtelsens, lovsangens og kærlighedens sprog. Det er kirkens væsentligste bidrag til denne kolossale udfordring, vi står overfor. Vi har en forpligtelse, et sprog og et perspektiv at bidrage med, konkluderer biskoppen.
En inkluderende samtale
- Herudover kan vi bidrage med endnu en ting. I kirken er vi vante med at tale sammen i det nære og lokale og med hinanden. Vi er så at sige indøvede i ikke at tale henover hovedet på de andre. Naturligvis lever vi ikke altid op til det, men vi skal altså være gode i denne sag til at drøfte disse væsentlige spørgsmål på en inkluderende måde, understreger Peter Fischer-Møller, med en vis skarphed i stemme.
– Vi må i denne sag ikke agere som bedrevidende elitære smagsdommere, som hundser rundt med ”folket”. Vi har i kirken ikke kun en forpligtelse til, men også en tradition for at lytte på hinanden. Vi skal ikke lukke nogen ude fordi de stiller de ”forkerte” spørgsmål, siger han.
Stiftsmødet – en praktisk øvelse
Et af de initiativer, som Roskildes biskop har taget, har derfor været at sætte liv og vækst på dagsordenen på årets stiftsmøde, både liv og vækst i den lokale menighed og liv og vækst i den natur, vi er en del af. Det sidste holdt Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp et foredrag om, som blev fulgt op af en fælles drøftelse der bestod af hundredevis af små trekantssamtaler. Meningen var, at alle 700 deltagere skulle have lejlighed til at drøfte tre ting med sidemanden: Hvad hørte vi? Hvad optog os? Hvad kan vi bruge dette her til? Klimadebatten vil komme på programmet på flere måde i de kommende måneder, f.eks. gennem foredrag med udgangspunkt i Danske Kirkers Råds ”Klimastafet”, som led i udvikling af teamsamarbejde i Roskilde Domprovsti på Roskildefestivalen og i forbindelse med Roskilde Kommunes Ånd- og Videnfestival d. 19/2-21/2 2010.
Magtesløsheden
Det nytter noget at tale om disse ting, mener biskoppen. Måske flytter det ikke rundt på så mange tons CO2, som en politisk aftale til december kan indebære. Men samtalen kan være med til at mindske den følelse af magtesløshed, der kun alt for let griber almindelige mennesker, når talen falde på klimaforandringerne.
- Magtesløsheden? Den tror jeg, vi kommer til livs ved at tænke dette her som en vandretur på mindst 25 km, fortæller Peter Fischer-Møller. - Den kommer man så i gang med ved at sætte én fod foran den anden. Og lidt efter lidt sætter det sig så spor. Helt konkret er jeg meget begejstret for ideen om, at man nu kan blive certificeret som grøn kirke. Ikke fordi de enkelte tiltag, kirkerne kan gøre, måske betyder det helt store i forhold til den mere overordnede udfordring. Men fordi certificeringsprocessen giver anledning til gode drøftelser i de enkelte menighedsråd, hvor man skal tage stilling til 48 forslag, og gennemføre mindst 25 af dem. En sådan drøftelse fører erfaringsmæssigt en masse med sig, ikke mindst samtaler blandt familie og venner. Og det er sjovt projekt, påpeger biskoppen, som enhver kirke kan have glæde af, slutter han af med at sige.
Karen Schousboe
Oversigt over